What is it called?

    Et sus i maven, et smil på læben, et savn. Et der kan mærkes, smerte. Utroligt hvordan man på 2 måneder kan få endnu et hjem, en "familie". Venner for livet. Må indrømme at jeg som et lille barn sidder og tæller dage, nærmest timer - til søndag aften. I'm going back! Tilbage til mit andet "hjem". Op til min skønne roomie, og de dejlige mennesker! Nøjs hvor jeg savner jer. Utroligt hvor hurtigt man kan vænne sig til at der hele tiden er nogen omkring en. At man ikke bare kan sidder alene på værelset.
     Misforstå mig nu ikke, det er ikke dårligt at være hjemme! Se nogen af alle dem hernede fra, folk jeg har savnet, folk jeg har tænkt på.
    Når folk siger at det er det bedste år i deres liv; det de havde på efterskolen. Så er jeg ikke så meget i tvivl mere, om det bare var noget efterskolerne havde fået dem til at sige, om de bare skulle lokke os lidt. Jeg tror virkelig på at de mente/mener det. Det er i hvert fald ikke det værste, det kan det ikke engang nå at blive. Men dog har jeg et spørgsmål til mig selv. - Hvorfor kun et år? Ligemeget hvorfor, så er det, det her år det tæller, det her år jeg ikke ville undvære!
    Næagaard i hjertet, fællesskab fødes når jeg bliver til os.