... Ikke alle ord er lige nemme at få sagt, det er ligemeget hvem det er til, hvornår det er, på hvilken måde. Går med så mange ord, sætninger inde i mig; ting der ikke kan komme ud - på en ordentlig måde. Ting, ord bliver vendt og fordrejet; kan komme til at lyde forkert.
Kan ikke tillade at savne dig. Føler mig så overfladisk, helt forkert på den. Vi var ikke så tætte, faktisk slet ikke. Vil ikke være en af dem der lige pludselig var en af dine tætteste, blot fordi du ikke kan modbevise. Vil blot udtrykke at du har gjort indtryk. Der burde være mange flere som dig. Du har gjort indtryk på så mange mennesker og det er så beundringsværdigt, ubeskriveligt!
Da du stoppede mig i sommers og måtte forklare det var dig, kom der straks et smil frem; havde troet du havde glemt mig, i hvert fald ikke ville kunne kende mig. Men altid når man så dig, så vinkede du, stoppede op; ligemeget hvad - så var der altid et smil på dine læber. Det var i hvert fald det jeg så, det var sådan man havde lært dig og din familie at kende, med et smil, mange endda! Ved du havde kæmpet som en gal. Du vil altid blive husket hos rigtig mange, det er jeg slet ikke i tvivl om! Det fortjener du også. Hvil i fred, vi ses på den anden side ...