Du fortjener et smil!

Jeg har brug for at snakke. Brug for at åbne op. Brug for at lade tankerne slippe ud. Jeg er målløs, har brug for ord, stavelser, sætninger. Brug for at vide hvad jeg skal sige, hvad jeg ikke skal sige. Brug for at vise at jeg tænker på jer, men hvordan … Jeg sender jer en tanke hver eneste dag; en tanke, en tåre, et smil og et kram hver især. En tanke om hvordan i har det; en tåre for hvad i udsættes for; et smil på jeres vej fordi jeg ved at et smil kan lyse hele ens dag op. Et kram fordi at i skal vide at i skal vide at i er så stærke, så ekstremt seje. Livet er ikke altid fair, det har jeg lært. Nogen bliver taget fra os alt for tidligt, og andre kan ikke gøre andet end blot se til. At være der for en person der har kræft, er ikke let; det tror jeg. Har dog ikke haft det tættere på end da jeg mistede min farfar til kræft for halvandet år siden; efter mange års sygdom. At vise sympati og give personen et smil, en skulder, et kram; er hverdagen. Men at vide evt. ikke at kunne gøre noget, klister et smil på, fortælle at alt nok skal gå, håbe på det bedste, frygte det værste.

Ordet kræft. Egentlig et passende navn på den sygdom; jeg har set folk blive stærkere, folk bryde sammen, men stadig kunne rejse sig op igen. Set folk vokse med opgaven om at ”overleve” at bekæmpe kræften. Folk få kræfter fra ingenting, opleve det de vil, se dem de vil, lære det de vil.

Jeg har altid troet på at der var en mening med alt, men må være ærlig at indrømme, at efter  kræft er kommet tættere og tættere ind på mit liv, min hverdag; er den tro forsvundet. Jeg kan for en gangs skyld ikke se en mening, en grund; kan ikke se hvorfor folk skal udsættes for den form for ”prøve”, den slags test. Uforståeligt, uforklarligt, pinefuldt. Lad folk blive stærkere, mere voksne på en anden måde; skån dem for det helvede; som jeg kun kan forestille mig det er. Jeg smiler til jer, smiler for jer. Tænker på jer, ønsker for jer.

 - Jeg havde brug for at snakke. Brug for at åbne op. Brug for at lade mine tanker slippe ud …